mike_(7) top

ROADKILLER

"ScanBike klassiker"

Tekst: Smith - Foto: Thomas

 

Denne flotte cykel er bygget af ejeren selv, med lidt god hjælp fra hans nærmeste og med en stor portion mod og iderigdom i bagagen. Det er et lille mesterværk københavnske Mike Andersen har fået banket og skruet sammen. I en tid med krise og nedskæringer er det dejligt at se sådanne projekter blive til virkelighed. Opsigtsvækkende står den med sine heftige farver, krom og voldsomme plov. Scanbike har snakket med Mike der har både en fortid og en nutid som tatovør og kigget dyret efter i sømmene…

Roadkillers udgangspunkt er taget fra et lille projekt som stod til salg hos MC Parts i Søborg. De fleste som kører Harley i Danmark og omegn ved hvad gode gamle Frank fra MC Parts render og roder med, så det var en kasse med kvalitetsprodukter Mike faldt over da han besøgte den hyggelige og velassorterede bikeshop på nordsiden af København. Projektet i ”kassen” bestod af ramme, fælge og gearkasse og det meste faldt med det samme i Mikes smag. Her lå masser af muligheder og til en fornuftig skilling. Mike havde fra dag et af, et tydeligt billede af hvad han efterstræbte og ønskede sig. Ideer og inspiration var hentet hos blandt andet Marcus Waltz Hardcore, samt fra diverse amerikanske MC-magasiner. Forslag og artikler med billeder blev vendt og drejet i samråd med Mikes gode ven, Kenni fra Lillers HD-værksted og herefter blev cyklen smidt på tegnebrættet.

Da der var opnået enighed imellem de to kammerater, begyndte byggeriet. Anslået byggetid lå omkring de 250 timer, heraf kan de 30 timer let tilskrives bagskærmen, men det vender vi tilbage til når vi kommer længere bagud på cyklen. Ikke så få dele blev indkøbt, lige fra de fineste "bolt on" sager til de dele som skulle modificeres i større eller mindre grad. De fleste af "bolt on" delene findes i diverse kataloger så de er nemme at lure hvis man selv går og mangler ideer, derfor retter vi fokus på de modificerede, samt hjemmelavede dele. Alt det sjove!

Helt i front er forskærmen så stærkt modificeret at hverken Kenni eller Mike kan huske udgangspunktet fra da de gik i gang med at banke og vride. En lille detalje her omkring forskærmen er, at den er single ophængt i venstre side på forgaflen. Derved kommer Riks`s fælgen helt og aldeles til sin ret. Air Scoopet er selvfølgelig hjemmelavet og i aluminium. Det er frækt og passer sit, men samtidig virker det som en godt kamufleret batterikasse. Et gedigent stykke smedearbejde ligger bag og Air Scoopet er derfor og naturligvis tinnet op.

Fra fronten går vi til det bærende element, nemlig Kalle Rammen. Alle svejsninger er svejset op igen og der er samtidig lagt forstærkninger ind på de vitale steder. Mike og Kenni bedyrer at det absolut ikke var en nødvendighed, men snarere for at fuldende deres finish. Sædebunden er også egen produktion og igen efter Mikes ønske. Han er dog ikke helt tilfreds med udformningen. Dette fordi lænestøtten, som ellers er en fræk detalje og sammensat på en måde, så den er en intrigeret del af sædet, er for kort. Det bevirker at Mike ved længerevarende kørsel, får rimelig ondt i regionen umiddelbart lige over en vis legemsdel... Polstringen og betrækningen af sædet er lavet af AM Sadelmageren i Vallensbæk og det arbejde er der bestemt ikke noget i vejen med! Udformningen og farvevalget giver det perfekte sammenspil til den blå lakering.

Tanken blev fundet hos MC Parts og derefter forlænget med 3", dette for at få en glidende overgang fra tank til sæde. Det må man sige er lykkes på en flot gennemført måde og netop overgangen her er med til at opretholde den glidende kurve som tydeligt træder frem når man træder et par skridt tilbage og tager hele cyklen i øjesyn.

Bagskærmen er et kapitel helt for sig selv. Den er blevet lavet om flere gange inden de to herrer var tilfredse. Selvfølgelig er også den tinnet op, så spartling fra malerens side har været minimal. Her er det også værd at lægge mærke til den bagskærm placerede nummerpladeholder. Her ville mange andre byggere nok vælge at sidemontere, men Mikes valg er absolut ikke dårligt, det giver netop bagdelen af cyklen en mere bastant karakter. Den var et helvede at lave, fortæller Mike til Scanbike, ikke færre end 30 timer, så den har trukket alvorligt på tidskontoen.

Fra skærmen til udstødningssystemet er der ikke langt. Her har Mike og Kenni taget udgangspunkt i et S&S udstødningssystem udviklet til dragrace. Det er forarbejdet af Jesper fra Næstved og lavet i rustfrit – og til de som ikke kender Jesper, så er han en af de førende inden for svejsning i rustfrit. Udstødningerne adskiller sig kun fra det originale system ved at man har valgt at bruge potter. Mike har desuden valgt at sætte covers på begge afgangsrør, noget der til tider sparer på sko -og buksefronten.

Ideen til motiver og airbrush er Mikes egen og er udført til perfektion af TZ-Art. Her fornægter Mikes egen baggrund som erfaren tatovør sig ikke. Der er mildest talt små kranier over det hele på rammen og de er lavet på en måde så de ikke træder frem ved første øjekast, en superfræk detalje. Det spirituelle som går igen på de fleste af motiverne har helt sikkert sin baggrund i Mikes hverdag som ejer og tatovør i Body Tattoo i Roskilde. Mikes karriere inden for kropskunsten startede for mere end 25 år siden. Dengang lagde han ud med fem års arbejde og oplæring i Sverige, hvorefter han i en årrække søgte erfaring i Nyhavn. Det har så i sidste ende rustet ham til etableringen af egen butik i Roskilde. Herfra har han de sidste 13 år påført store mængder af farve på diverse mande -og pigekroppe. Som en sidste finish er alle kabler betrukket med krympeflex der matcher den blå farve og giver den sidste del som gør at cyklen er gennemført ned til mindste detalje.

Fra start af lå det i kortene at Mike ville have cyklen på dansk plade, med deraf medfølgende høje afgifter at betale. Det har været en svær proces og voldt større problemer end først antaget. Cyklen er synet, som bekendt den første hurdle man skal indfri for at kunne få køretøjet registreret. Denne del er indfriet, derefter er han nået til afgiftsvurdering. Her har man for afgiftsmyndighedernes side yderligere bedt om godkendelsesdokumenter på flere dele. Ejendommeligt, det plejer man at have andre specialister til at tage sig af! Men hvorfor egentlig alt det besvær med at betale afgift på en chopper som denne. Jo, det er for Mikes vedkommende en vedholdende opfattelse af at det skal kunne lade sig gøre, ikke mindst set i lyset af at andre med held kan afgifte Hot Rods og andre liebhaverkøretøjer. I bund og grund må man give ham ret, for hvori ligger forskellen egentlig?

Cyklens færdiggørelse var sat under et voldsomt tidspres da Mike havde tilmeldt den til konkurrence i Harley klubbens Midsommertræf i 2009. Den var først klar til at blive startet op fredag, samme aften som træffet løb af stablen, og den skulle i konkurrence om lørdagen. Med lidt held og naturligvis grundet dygtighed blev den startet første gang og nåede med. Det gav store smil på læberne, og smilet stod stadig på Mike om lørdagen, Roadkiller blev nr. 1 på udstillingen.

Tekniske specifikationer:

Bygger: Mike Andersen

Ramme: Kalle, Softail

Bagsvinger: Kalle, 4 kantet

Motor: Ultima El Bruto 127", Polish

Gearkasse: Ultima 6 speed, Polish

Primær: Arlen Ness, lukket

Sekundær træk: Kæde O-ring, Blå/Chrome

Udstødning: Homemade by Jesper, Næstved

Forskærm: Mike & Kenni, single ophængt venstre side

Bagskærm: Real homemade, by Mike & Kenni

Forfælg: Rick`s Splitfælg 3,5"-18" Polish

Bagfælg: Rick`s Splitfælg 8,5"-18" Polish

Fordæk: Avon 130/60-18

Bagdæk: Avon 240/50-18

Greb: Performance Machine, Contour Polish

Håndtag: CCI

Front kaliber: Performance Machine, 4 Pistons, Polish

Bagbremse: Performance Machine, 4 Pistons, Polish

Forgaffel: Ultima 55mm

Styr: CCI Dragbar

Forlygte: CCI Xena med bi-senonlys

Fremrykker: Kustom Tech, Polish

Støttefod: Kustom Tech, Polish

Motor beslag/tændspole holder: Billet aluminium by MW

Luftfilter: Ultima

Blinklys for: Kellermann

Benzin tank: MC Parts, ombygget og forlænget

Nummerpladeholder: DD Custom

Afstandsstykker mm: Mike & Kenni

Sædebund: Mike & Kenni

Sædepolstring: AM sadelmager

Lakering og airbrush: TZ Art efter ide af Mike

Bodywork: Mike & Kenni

Scoop i aluminium: Mike & Kenni

Mike og Kenni

Dette indlæg er også tilgængeligt på: EN