Destination Vinterlandet

Tekst, Foto & Video:Ida Midfjäll (@bikerida_)

Man kan ikke stå imod vejrets kræfter, så det nemmeste er at blive venner med dem. Opskriften på lykke i vintermånederne hedder pigdæk! At bo over polarcirklen, men stadig være i stand til at kører stort set hele året rundt, gør dig glad, en lykke, et ordsprog jeg selv har skabt. Det er tilgængeligt for alle, inklusive dig! For at undgå den depression, der kan opstå, efter at du har parkeret perlen for vintersæsonen, det kan varmt anbefales at prøve det, men iden så er det måske ikke for alle.

Der har været mange kilometer både i Jämtland, Västerbotten og Norrbotten denne vinter, og jeg må sige, at vintersæsonen har været fantastisk! For for eksempel at åbne øjnene en morgen i marts, tjek temperaturen -6° C, sneen er hvid helt til horisonten og der tager en klar blå himmel over. Solen skinner og det begynder at dufte af forår i luften. At netop den morgen tilfældigvis falder på en dag, hvor man har fri, hjemme og cyklen står der med pigdækkene på og venter på at blive startet, er som at vinde i lotto. Hoppe op! Tag straks dit tøj på og skynd dig ud for at varme cyklen op. De timer på døgnet, hvor det er lyst og rimeligt varmt, er få. Skal spise en banan og et stykke brød uden noget på, mens opvarmningen er færdig.

En lille dagstur op til Nikkaluokta er helt perfekt på en dag som denne. Cirka 16 km tur/retur. Vejen mellem Kiruna og Nikkaluokta er en af ​​de værste, jeg kender, næst efter et rigtig dårligt sidespor, jeg endte på ved Hoting for et par år siden. Men den spektakulære udsigt, man får over Kebnekaise-massivet på vej op, gør, at man glemmer sådanne småting. Det er næsten lidt hypnotisk, det må være som at ende hvor folk siger at man skal ende når man mediterer, jeg har aldrig selv været der men det her må være en 5 mile meditation.

Efter visse dele af vejen kan du se toppen af ​​Kebnekaise, Sveriges højeste bjerg. Man kan se et vandløb, der begynder at bryde op og mange har taget løbehjulene op på trailere og læsset af efter vejkanten for at kunne komme ud og alfonsere, grille og nyde solen, der er begyndt at komme stærkt tilbage efter kl. vinterhi. Det er den bedste tid heroppe. Det er som at vågne op til livet efter vinterens mørke. Jeg har vejen næsten for mig selv, møder af og til en bil, der er på rulle og en, der ikke ved, hvilken vej jeg skal gå. Det nye elledningstræk var ikke umiddelbart iøjnefaldende, da det ødelægger følelsen af ​​at være ude i vildmarken, men alle skal have deres chance for krøllet hår.

Udsigten udvides, og når jeg når Nikkaluokta, ser jeg, at restauranten er åben, JA! Jeg går først op til et kapel, der ligger på en bakke et stykke fra restauranten. Det ser ikke så bemærkelsesværdigt ud, når man først nærmer sig, men jo højere op ad bakken man kommer, afsløres en hjerteskærende panoramaudsigt over bjergene. Jeg sad der og "levede i øjeblikket" et godt stykke tid, eller spekulerede på, om jeg var havnet i et eller andet meditationsstadium, fordi jeg pludselig røg, og jeg begyndte at mærke, hvor kold jeg var blevet. Uret var tikket og solen var begyndt at skinne dagens stærkeste stråler.

Tilbage i restauranten indså jeg, at jeg ikke vil have tid til at spise noget, hvis jeg vil komme tilbage før dagslys, men de var i stand til hurtigt at piske en glutenfri muffin og noget varm chokolade lavet med mandelmælk. Kanon! Så dejligt at flere og flere steder har ting man kan spise selvom man har allergi. Mens jeg sad der og filosoferede med min kaffe, dukkede Hammarström op ud af ingenting, en gammel ven, jeg ikke har set i mange år, da vi ikke bor i samme by længere. Sjovt, at vi ville være der på samme tid. Vi gik lidt hurtigt igennem livet, og indtil næste liveopdatering sker, vil vi fortsætte med at studere dem via sociale medier. Nutidens samfund, Jaja.

De meddelte mig i restauranten, at det nu var -15 C grader på deres termometer, så jeg tog straks alt tilbehøret på og startede turen. De sidste par kilometer rystede jeg, jeg havde lavet den sædvanlige fejl, så jeg fik et hul i halsen, bufferne var gledet ned og de kunne ikke skubbes tilbage under hjelmen. Så stod der en bil med anhænger bag mig, så jeg nægtede selvfølgelig at sætte farten ned, hvilket ikke gjorde kulden mindre mærkbar.

Det var næsten mørkt, før jeg parkerede cyklen, skyndte mig indenfor for at tænde bål, så kroppen kunne tø op. Da jeg senere på aftenen kiggede ud af vinduet, var himlen helt grøn med et nordlys, der holdt så længe som muligt.

Det er faktisk rigtig dejligt at køre om vinteren, man skal ikke køre på dage hvor det er -25 C eller hvor snerydningen er forsinket. Det er så utrolig smukt at køre rundt på snedækkede veje og de hvide landskaber breder sig. Glæden ved at finde en kaffebar, der har åbent, når man er på landet og kører, er uovertruffen, fordi man med garanti er lidt kold, fugten, der stiger op i et åbent vandløb på en kold dag, hvor solen skinner, er magisk at se, knasen under fødderne afslører, at det er mindst -10 grader, den lykke, der opstår, når håndtagsvarmerne pludselig begynder at virke igen. Du lærer at værdsætte de små ting.

I dagens samfund, hvor vi kun skal forbruge ting og gøre det så bekvemt som muligt, kan det være svært at se tiltrækningen ved dette, men det er en vidunderlig følelse af frihed at kunne værdsætte alle årets årstider. Det hele handler om mindset. Forestil dig ikke at skulle sidde og klynke dig igennem vinteren og i stedet glæde dig til det, der uundgåeligt kommer hvert år, SNOW!

Det er goldt, det er koldt, der er lange strækninger uden at se et andet levende væsen, der er meget sne og lange vintre. Men sandsynligvis har alt liv over polarcirklen sin charme.

"Hvis du vil se mere om dette sving, kan du se det i et klip på YouTube, "Lad os køre! With Bikerida" er navnet på min kanal. Du kan også se flere billeder og filmklip på min instagram @bikerida_”